Samtaleterapi
Samtaleterapi
Det er vigtigt for mig, at vores samtaler er på dine præmisser. Det betyder også, at vi i fællesskab tilpasser forløbet til dine ønsker og behov. For nogle kan det være meget grænseoverskrivende at skulle sætte ord på sine følelser, mens det for andre er helt naturligt. Vi tager samtalerne i det tempo, som du er parat til.
I mit arbejde møder jeg ofte mennesker, der ser det som et nederlag og som skamfuldt at søge hjælp hos en psykolog. For nogle bl.a. fordi de er vant til at være den stærke og altid har kunne klare alle udfordringer selv. For andre fordi de har en oplevelse af, at mennesker, som går til psykolog, er syge. I mine øjne er det en styrke at søge hjælp i tide og på den måde måske undgå at blive syg. Vi har alle en grænse for, hvor meget vi kan holde til. Det er en grænse, som er individuel og varierer meget, men vi har den alle.
Det at gå til psykolog kan sammenlignes med at tage din bil til mekanikeren, hvis en lampe begynder at lyse. Din bil er ikke gået i stykker endnu, og måske kan du køre længe, inden den gør det, men der er noget, som potentielt kan få den til at gå i stykker. Får du den tjekket i tide, undgår du sandsynligvis, at bilen går i stykker, og at du får lavet skader på vigtige dele i bilen. Sådan er det også med vores psyke. Når vi pludselig ikke kan sove længere, får hovedpine eller trykken for brystet, svarer det til, at en lampe lyser i bilen. Det er et signal, som vi er nødt til at lytte til, og en mulighed for at komme på rette vej igen.
Det er at foretrække at afholde vores samtaler fysisk, men hvis du bor langt væk eller har udfordringer med transporten, er det også muligt at afholde vores samtaler online. Min erfaring er, at mange er rigtig glade for at have online samtaler, og det er et godt alternativ til den fysiske samtale.
Jeg tager imod klienter, som kommer gennem sundhedsforsikring eller er selvbetalere. Det er desværre ikke muligt at bruge din lægehenvisning hos mig.


